Om at være gast


Hvad kræver det?

Du har sikkert mange tanker omkring hvad det kræver at være gast. Blandt andet hvor megen sejlerfaring det kræver. Svaret er: ingen. Det du skal kunne, lærer jeg dig. Det du til gengæld skal mestre er alt det andet. Det sociale. Indgå i teamet. I hverdagen. Indordne dig. Lære. Bidrage. Rumme og tolerere uvante situationer samt fungere på få kvadratmeter.

Det er vigtigt for mig at forsøge at give et realistisk billede af hvad det vil sige at være ombord samt at understrege alle facetterne af det at være gast og bo på en båd.

Lige fra madlavningsplaner og skrubning af toiletter, til turkisblåt vand, frihedsfølelse og kolde øl i cockpittet.

Lige fra hyggeligt kortspil og grineflip med de andre til det pludselige behov for bare at være alene.

Lige fra de mange forskellige regler man skal indordne sig under til det store ansvar man får lov til at få for båden, udstyret og folkene ombord.

Det at sejle på langtur og være gast er bare enormt kontrastfyldt – men det er også virkelig det der er fedt. At ingen dage er ens og alle dage potentielt kan rumme et nyt lille eventyr.

Det er ikke (nødvendigvis) altid en dans på roser og det er ikke et ophold, hvor du får alting serveret. Det er derimod en super aktiv ferie, hvor du potentielt kan få nogle oplevelser for livet. Men du skal selv være med til at gøre benarbejdet. Til gengæld er belønningen også tilsvarende større.

Forvent at være/bidrage med:

Åben
– Du træder ind i en helt ny verden, når du stiger ombord på Moana. Det hjælper at komme med et åbent sind.

Omstillingsparat & tålmodig
– Ting går sjældent som planlagt når man bor på vandet, så vær indstillet på at plan A, hurtigt kan blive plan B eller C.

Tolerant
Vi går op og ned ad hinanden hver eneste dag og bor tæt sammen. Det kræver et højt niveau af tolerance.

Hold-ånd
Vi er en familie og et team, der skal løfte de opgaver der måtte være. Derfor skal du være ”
holdspiller”.

Gå-på-mod
Der er MANGE nye ting at lære ombord, lige fra sejlads og dykning til hvordan man skyller ud i toilettet, så det kræver at du er proaktiv og nysgerrig.

Ansvarsbevidst
Du får en masse ansvar ombord og det forventer vi at du håndterer omhyggeligt og med respekt.

 

Fællesskab & uvante omgivelser

At bo på en båd er fantastisk. Men det er også udfordrende. Man har begrænset plads at boltre sig på og omgivelserne er uvante, varme, salte og nogle gange i konstant bevægelse. Det er derfor vigtigt at du som gast er god til -og har lyst til- at omgås andre mennesker under disse vilkår i længere tid ad gangen. Det har dog sin klare charme, og man kommer ind på livet af sine medsejlere – på godt og ondt.

En afgørende del af oplevelsen og autenticiteten ved at være gast er fællesskabet ombord. Det er et vigtigt nøgleord og noget du skal være meget indstillet på. Det vil være en væsentlig og med sikkerhed til tider en udfordrende del af oplevelsen.

Ombord vil du nemlig også opleve at alt det du vant til, er anderledes. Lige fra at ”huset” bevæger sig til hvordan man bruger toilettet, hvor man tænder lyset, måden man komme til og fra båden, hvordan vi køber ind osv osv.
Der vil derfor være en stejl indlæringskurve de første uger du er ombord og det kan være udmattende og kræve lidt ekstra gå-på mod at komme ind i alle rutinerne.

Hver søndag efter aftensmaden, holder vi ugemøde, hvor vi taler om den forgangne uge samt gennemgår planen for de kommende dage. Skulle der undervejs opstå uoverensstemmelser ombord, er det vigtigt at luften bliver renset og at vi får en snak om tingene, og det kan søndagsmøderne blandt andet være med til at sørge for. Det er afgørende at du er i stand til at være ærlig såfremt at du af en eller anden årsag ikke trives. Det er en forudsætning for at vi kan få det til at fungere ombord.

Køjeplads 
Uanset hvor engageret og socialt anlagt man er, skal man dog huske på, at der til tider vil være behov for lidt privatliv eller bare alenetid og det er vigtigt at prioritere så man kan fungere i dagligdagen.

På en katamaran, har man i lidt større omfang mulighed for privatliv ombord. Kommer man som par, familie eller venner vil man have sin egen kahyt – dvs. 2 køjepladser, lidt stuveplads og mulighed for at lukke sin dør. Rejser du alene, vælger jeg en køjemakker til dig.

Da kahytterne er placeret i skrogene, vil man stadig have mulighed for at trække sig tilbage fra fællesarealerne, hvis man har brug for det. Ligeledes har jeg heller ikke folk sovende i salonen. Når vi ikke sejler, vil der også være mulighed for at lægge sig op på dækket eller i en hængekøje og sove under stjernerne.

Ressourcer
Når man bor på havet har man begrænsede ressourcer. Vi har kun det strøm og vand vi selv kan lave og vi skal derfor altid tænke på at spare på det vi har. I langt højere grad end man ville gøre derhjemme – uanset hvor miljøbevidst man er.

Det betyder at man skal være (mere) bevidst om nogle basale hverdagsting, som har stor indflydelse når man lever på den måde vi gør. Ud over en masse nye vaner betyder det fx også at man ikke kan tage et brusebad om morgen eller føntørre sit hår for den sags skyld. Bad foregår i havet og hårtørring foregår i solen. Så det er også vigtigt at du er indstillet på at kunne trives under sådanne forhold.

Det er udelukkende et spørgsmål om at ændre vaner og det er min erfaring at det blot er et spørgsmål om tid, før det føles helt naturligt. 

Sejlads
Sejlads er en uforudsigelig størrelse da man er i naturens hænder. 
Vores sejlads kan og vil derfor variere meget. Vurderer jeg at vejrforholdene er for dårlige til et planlagt stræk, udskydes sejladsen naturligvis såfremt det er muligt. Men jeg kan ikke garantere at vi ikke kommer ud i hårdt vejr på dele af turen. Du skal derfor være forberedt på, at sejladsen kan være alt fra afslappende til mere “actionpræget”, fra høj solskin til regn og rusk, og fra dagssejladser til dage/nætter med uafbrudt sejlads. 

Ud over vejret, er man som sejler også meget afhængig af båden, udstyr osv. Man skal derfor være indstillet på, at planer hurtigt kan ændre sig undervejs, da man kan være nødt til at tilpasse sig de aktuelle omstændigheder, hvis noget går i stykker – og det gør det hele tiden. Indstil dig derfor på at planer VIL ændres og ventetid VIL forekomme. Det er dog også en del af charmen ved at være til søs – at man bliver tvunget til at leve i nuet og forholde sig til den givne situation.

Når vi sejler dagssejladser, skiftes vi til at stå ved roret og kører formentlig turnussen lidt afslappet. Når vi sejler over flere dage dvs. også om natten, kører vi en mere strikt plan for rorvagten. Der er som udgangspunkt to personer på vagt ad gangen, og jeg kan selvfølgelig altid tilkaldes. Rorvagten skal desuden orientere sig om kurs, barometerfald, vejr og aktuelle forhold. Efter endt vagt skal der føres logbog.

Redningsvest og livline benyttes altid under sejlads i mørke, i dårligt vejr samt efter skippers bestemmelser.

Skipper er certificeret sejler, hvilket vil sige at jeg har ansvaret for båden – men ikke for gasterne. Du er således med som sejlende gast på eget ansvar.

 

Rutiner & turnus
Der er mange daglige, ugentlige, månedlige og ad-hoc gøremål ombord. 
Vi fungerer som et team ombord. Alle hjælpes vi ad med at få hverdagen til at glide og båden fra A til B. Vi laver ikke alle den samme type af opgaver ombord, men alle bidrager til at få kabalen til at gå op – om så det er madlavning, sejladsplanlægning eller regnskab.

Som gast har du opgaver såsom madlavning, bagning, opvask, rengøring og indkøb. Ligesom at du har rorvagter når vi sejler. Hertil kan komme løbende vedligeholdelse på båden og andre praktiske opgaver, som jeg forventer at du efter evne giver en hånd med.

Vedligeholdelse af skibet
Når vi sejler reparerer og vedligeholder vi kun i mest nødvendige omfang. Når vi er i havn eller for anker derimod, deltager alle i vedligeholdelsesarbejdet, ekstra rengøring, reparationer, proviantering etc. Det må forventes, at der ved opstart og afslutning af togter vil være vedligeholdelse af op til en uges varighed afhængig af togtets længde. Derudover skal du forvente 2-4 arbejdsdage om måneden.

Rygning, alkohol & rusmidler
Hensynsfuld rygning på dækket er tilladt på anvist sted. Rygning i salonen samt under dæk er strengt forbudt.

Mens vi sejler nyder vi ikke alkohol. Når vi ligger for anker, er det tradition at mødes om en “sundowner”, når solen går ned. Læs her hvordan dine venner og familie kan give en øl til besætningen. Skal man dykke dagen efter man nyder alkohol, drikker man ikke efter kl. 20.

Alle former for narkotika, inklusiv hash, er strengt forbudt under opholdet – dette gælder også i land! Indtagelse eller opbevaring af narkotika medfører øjeblikkelig afmønstring. Myndighederne går ikke af vejen for at “splitte” hele skibet ad, hvis en narkohund får færden af fx. hashrester. Derudover risikerer båden at blive konfiskeret. Jeg ser derfor ganske strengt på dette.

Sundhed & medicin
Af hensyn til sikkerheden ombord og for at alle får den bedst mulige oplevelse, anbefaler jeg at din sundhed er i top. 
Har du kroniske lidelser, allergier og/eller tager medicin fast, skal jeg informeres om dette inden indbetaling af depositum. Jeg skal vide hvilke(n) sygdom du måtte have, hvilken medicin du tager og hvor ofte, samt de eventuelle bivirkninger af medicinen.

Det er i øvrigt vigtigt at du medbringer et medicinpas på alt medicin du evt måtte medbringe – også selvom det ikke behandler en nuværende eller kronisk lidelse.

Jeg vil i øvrigt også gerne vide, hvis du har nogle særlige madvaner såsom vegetar eller lignende.

Søsyge
Søsyge kan ramme alle, men nogen bliver mere søsyge end andre. På længere stræk er det normalt at det kan tage et par dage at få “søben”, som det hedder. Hvis du ved at du har tendens til søsyge, kan du prøve at anskaffe dig et par Sea band, som kan købes på apoteket. Alternativt kan du medbringe søsygetabletter – men husk at de er sløvende, modsat armbåndene. Der er også mange som bruger ingefær i forskellige former – tabletter, te, mv. Vær varsom med Scopolamin plastre man kan købe – de skal bruges meget omhyggeligt da de kan potentielt have seriøse bivirkninger. Giv mig besked hvis du bruger disse.

Generelt råd for forebyggelse mod søsyge er:

*Vær udhvilet
*Sørg for ikke at blive nedkølet
*Hav mad i maven – ikke fed mad, men lette kulhydrater fx. pasta eller kiks
*Ingen alkohol
*Kig på horisonten
*Få frisk luft

Er man på vej til et dyk i gummibåden og bliver søsyg, hjælper det heldigvis meget at komme i vandet.

For en god ordens skyld, gør jeg opmærksom på at turen/togterne ikke stoppes fordi du bliver søsyg.

Stadig interesseret? Fortsæt med at læse praktisk info.